SagaBlot er et arkiv over danske scenariehjemmesider.
Hvorfor?
Minder, dokumentation og fælles referencepunkt.
Vi er alt for dårlige til at dokumentere hvad vi laver. En stor del af forarbejdet til – og også ofte efterbehandlingen af – et scenarie findes på scenarie hjemmesiden. Men når scenariet er slut forsvinder siden ofte hurtigt igen. Med SagaBlot ønsker vi at bevare de gamle hjemmesider, så vi altid kan gå tilbage og lade os inspirere af gamle scenarier, mindes de gode øjeblikke og let kan referere til dem i diskussioner i fremtiden.
Hvad må jeg bruge det til?
Hovedreglen er – tænk hvordan du gerne vil have andre behandler det materiale du har lavet. Hvis du vil kopiere noget ordret så spørg dem der har lavet det. Hvis du vil lade dig inspirere så bare slå dig løs. Under alle omstændigheder vil det nok være en god ide at referere til det scenarie du har ideen fra.
Hvordan kommer hjemmesiderne herind?
Hvis du har en side du mener skal på SagaBlot så kontakt arkivaren. Vi tager ikke en kopi af en scenarieside uden arrangørernes eksplicitte tilladelse. For de fleste sider kræver det ikke noget arbejde fra arrangørerne – den proces vi gennemfører er ækvivalent til en digital fotokopi af siden.
Arrangørerne bevarer alle rettigheder til indholdet. De skal blot acceptere at:
- Indholdet bliver lagt på SagaBlot.
- Folk har ret til at benytte indholdet under de retningslinier der er beskrevet ovenfor.